Spurven sidder stum bag kvist

Jeppe Aakjær har for længst skrevet sig ind i hjerterne på danskerne og har generation efter generation leveret vemod og smuk lyrik. Med “Spurven sidder stum bag kvist” sætter han ord på det stille og eftertænksomme. Noget vi alle kan bruge i en stresset tid.

Tekst af Jeppe Aakjær
Musik af Th. Aagaard

Spurven sidder stum bag kvist;
såmænd, om ej det fyger!
Kålgårdpilen piber trist
for nordenblæstens byger.
Lul, – lul! rokken går
støt i moders stue,
og jo mere vinden slår,
des mer’ får arnen lue.

Skarpe smæld af branket malt,
og karters kåde skratten,
fjerne grynt af husets galt
og barneleg med katten –
Lul, – lul! rokken går,
flittig foden træder,
kun sålænge hjulet står,
som lille søster græder.

Far har røgtet kvæget ind,
med halmen tættet karmen,
gnedet grisens blanke skind,
at den må holde varmen.
Lul, – lul! rokken går!
Far mod stuen stiler,
mor en bugt på tråden slålr,
ser op på far og smiler.

Barnet i sin mørkningskrog
ta’r søvnigt til at gabe,
snart vil det sin billedbog
af de små hænder tabe.
Lul, – lul! rokken går!
Ild om gryden slikker.
Vejrets svøb om gavlen slår
og hagl mod ruden klikker.

Mor kan næppe se sit spind
og næppe tråden mage;
hej, da bæres lyset ind
og stilles i sin stage.
Lul, – lul! rokken går!
Tenens rappe vinge
over fyrrebjælken sår
en skok af skyggeringe.

Pigen nys fra gruens glød
svang bort den sorte gryde,
sænked den i sengens skød
for grødens trods at bryde.
Lul, – lul! rokken går!
Nadverbordet samler;
store sidder, mindre står
på bænk og bitte skamler.

Far ta’r ned så tung en bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved spændets krog
og lukker med et: Amen!
Lul, – lul! rokken går!
Ensomheden synger,
mulmet tæt om taget står,
og sneen går i dynger.

Her ved moders gamle rok
hun lærte mig at stave,
synge om “den hvide flok”
og “al hans nådegave”.
Lul, – lul! rokken går!
Men dens nyn og sange
vemodsfuldt mod hjertet går,
når kvældene bli’r lange.