Hjem / Nyheder / Syng for børnene inden sengetid

Syng for børnene inden sengetid

De fleste mennesker kan uden at blinke nævne fem børnesange og har hørt dem utallige gange. De sidder fast på indersiden af hovedet, fordi de er blevet sunget fast gennem længere tid, også selv om det kan være lang tid siden, man sidst har hørt dem.

Når børnene skal puttes

Mange forældre bruger børnesange som en del af putteritualet med deres børn. Først læses der måske en bog eller to, og bagefter synger mor eller far en børnesang, inden man siger god nat til hinanden. Det er hyggeligt, samtidig med at de faste ritualer skaber trygge rammer for børnene. De lærer hurtigt, hvad der sker samt i hvilken rækkefølge og kan dermed forudse, hvad der kommer til at ske inden for de næste minutter, og sådanne vaner skaber ro for både børn og voksne.

Så skal der synges

Børnesangene bliver brugt overalt i børnenes hverdag. Mange daginstitutioner har musik på programmet, og børnene elsker det. De synger selv med, danser og spiller med. Uden de opdager det, bliver sproget sunget ind i børnene særligt med de gamle danske børnesange og sanglege. Og har man først lært disse klassikere, vil man ikke lige glemme dem igen, og hvis det alligevel sker, vil de lynhurtigt kunne genopfriskes. Mange skoler har stadig morgensang, hvor man starter dagen med, at alle klasser mødes og synger, inden man går hver til sit. Det er ofte en blanding af børnesange for de mindste klasser, gamle danske sange og noget mere nutidigt. Musik er noget af det, som kan få humøret til at stige på en skidt dag, så det er smart at starte dagen med en god sang.

Giver kulturen videre

Børn får mere ud af sangene, end man umiddelbart skulle tro. De får en masse sprog på den måde. Mange børn lærer nemmere nye ord, når de indgår i en sammenhæng, og det, at ordene synges, gør dem ligeledes lettere fordøjelige. Hver sangforfatter skriver ud fra sin egen samtid og på den måde får børnene nu om dage indblik i samfundsforhold på den tid, da sangene blev skrevet. Dette er naturligvis ikke noget, de mindste børn spekulerer over, men de større børn vil på et tidspunkt finde ud af det i forbindelse med skolearbejdet. Det kan være nogle bestemte ord eller begreber i de gamle danske sange, som afspejler livet på den tid. Og når børnene lærer disse børnesange, får de en viden, som de senere kan give videre til deres egne børn, hvorved den fælles kulturarv vedligeholdes og gives videre til næste generation.

Læse også:

Børneplakater online

Det kan være svært at vide, hvordan man med enkle greb kan opdatere et børneværelse. …