Tekst af Peter Lemche
Musik af Ole Jacobsen
Den lille Ole med paraplyen
Den lille Ole med paraplyen,
ham kender alle småfolk i byen,
hver lille pige, hver lille dreng,
han genner skælmsk i sin lille seng.
Dog vil han først paraplyen brede
og uskylds hygge om lejet sprede,
så vil i drømme den lille fyr
fortælle dejlige eventyr.
Han kan fortælle om stjerner klare,
om himlens hellige engleskare,
og om den yndige, milde fe,
som alle børn vil så gerne se.
Og har om dagen de artig været,
og kærlig fader og moder æret,
da kan så glade til sengs de gå,
og drømme sødt om Guds engle små.